Om Asbest
Asbest er et af de sundhedsskadelige materialer, vi oftest finder i ældre bygninger, når vi laver miljøscreening forud for miljøsanering og nedrivning af bygningen eller dele af den. Vi støder typisk på asbest i tagplader af enten bølgeeternit eller skifer, hvor vi ofte kan kategorisere det med udgangspunkt i bygningens historik eller ved at kontrollere det produktionsnummer, der ofte er trykt i pladerne.
Ældre rørisolering og varmekedler er også steder, hvor vi næsten altid finder asbest, særligt i rørenes bøjninger, men ofte også i de lige stræk. Den asbest, der er anvendt, er i pulverform som kiselgur, der let bliver frigivet i luften. Derfor skal man passe på med at prikke hul på rørisolering for at undersøge, hvad den indeholder. Vi anbefaler, at man får udtaget en asbestprøve til analyse for at påvise eventuelt indhold.
Andre kilder kan være branddøre, tagpap, klæber i gulvbelægning eller fliser, udluftningskanaler og eternitplader brugt til at beklæde såvel lofter, som vægge og fundamenter.
Uanset hvor asbest bliver påvist, er det vigtigt at tage de rette forholdsregler, når man nedtager og bortskaffer materialet. Asbest skal altid anmeldes til den kommune, bygningen befinder sig i, og kommunens anvisning af affaldet skal følges.
Miljøsanering af asbest
Asbestfibre kan frigives i luften, når der arbejdes med materialet. Derfor er det vigtigt at tage de nødvendige forholdsregler, som kan være ret omfattende alt efter hvilket materiale, der skal miljøsaneres.
Hvis det eksempelvis er tagplader, der skal nedtages, og det kan gøres, uden at de knækker, er kravene til foranstaltninger lave. Omvendt er der anderledes høje krav til sikkerheden ved indvendige miljøsaneringer af eksempelvis fliser eller rørisolering, der indeholder asbest. Her skal arbejdspladsen indrettes med sluser, så spredning af fibrene forhindres, ligesom der skal etableres undertryk i det område, hvor asbestsaneringen finder sted.
Fælles for sanering af materialer, der indeholder asbest, er, at der skal anvendes personlige værnemidler i form af masker, handsker og heldragter. Derudover skal sanitørerne have et asbestbevis, der dokumenterer, at de kender de korrekte arbejdsprocedurer både ved arbejdets udførelse og den efterfølgende håndtering og bortskaffelse af asbestaffald.
Kort om asbest
Form: Mineralske fibre
Anvendelse og udbredelse: Blev brugt i en lang række byggematerialer frem til midten af 1980’erne, hvor det blev forbudt. Asbest har gode isoleringsegenskaber og er brandhæmmende. Man kan fortsat finde asbest i varmeinstallationer, herunder rørisolering, tagplader, loft og vægbeklædning, samt i forskellige typer fugemateriale og fliseklæber.
Sundhed: Ved længere tids eksponering, typisk hos mennesker, der har arbejdet med asbestmaterialer i længere tid, kan der være en øget risiko for lungehindekræft, ligesom indånding over tid kan medføre asbestose (kronisk irritation af lungehinder). Et dansk eksempel på risikoen ved asbeststøv belyses i en undersøgelse fra Aalborg Universitesthospital af tidligere elever på skoler nær Dansk Eternit Fabrik i Aalborg. Her var konklusionen, at risikoen for at få lungehindekræft var syv gange højere for disse personer end for resten af befolkningen.
Miljø: Skal håndteres som farligt affald, kan spredes i miljøet og derigennem til mennesker.
Dansk Miljøkontrol
Baldersbuen 29C 1. th.
2640 Hedehusene
Danmark
CVR: 39151391
Åbningstider:
Man -fre: 08:00 – 16:00